Turen til Hanoi

Efter at have været her i tre dage, får jeg endelig tid til at sætte mig ned og få skrevet lidt. To af pigerne, jeg bor sammen med, er nemlig ude og få taget mål til deres uniformer, og de to andre lægger og sover. Det har ikke så meget at gøre med, at der ikke er fred og ro til at få skrevet, for jeg har mit eget værelse, og kan lukke døren dertil hvis jeg skal være lidt alene. Det er mest fordi, det er så hyggeligt at sidde på hinandens værelser eller i køkkenet og snakke eller spille kort fx.

For at vende tilbage til der hvor det hele begyndte, skal vi tilbage til den dag jeg rejste og eventyret skulle til at begynde…


Endelig var dagen kommet til at jeg skulle rejse, og jeg havde glædet mig rigtig meget til at skulle af sted. Jeg havde aftalt med mine forældre, at de skulle køre mig til lufthavnen, og med mine nærmeste veninder, at de sammen med mine forældre, skulle vinke farvel til mig, inden jeg skulle op af trappen og op til gaten.
Jeg synes det var rigtig hårdt at skulle sige farvel, og vide at jeg ikke skulle se dem i et halvt år. Min veninde Line sagde, “når du kommer tilbage vil vi stadig være her”. Denne sætning har brændt sig fast som et evigt minde, og gør det lettere for mig at skulle være væk. Tanken om at mine veninder og familie var der, da jeg kom hjem fra USA i 2006, giver mig troen på at de også vil være der, når jeg kommer hjem fra Vietnam 2010.

Den første flyvetur jeg skulle ud på, var fra København til London og var intet problem. Turen tog kun to timer, og var på det nærmeste overstået inden jeg satte mig ind i flyet. Men til min store overraskelse opdagede jeg, at det ikke var tilladt nogen steder i Heathrow lufthavn at ryge. Tanken om ikke at kunne ryge, og samtidig vide at jeg skulle med et fly fra London til Hong Kong der tager 12 timer, var jo næsten ikke til at magte. Men jeg satte mig ind i flyet, og så gik rejsen videre.
12 timer i et fly er meget laaaang tid! Uroen i min krop, og den manglende mulighed for at komme til at sidde behageligt, gjorde ikke turen meget nemmere. Der var flere gange, hvor jeg allerhelst ville sættes af, tage en pause og så fortsætte når jeg var klar. Dette var desværre ikke muligt, og jeg måtte gøre det der var nødvendigt, nemlig at stå op i midtergangen, som jeg så gjorde seks af de tolv timer.

Endelig var jeg i Hong Kong og jeg nåede næsten ikke ind i lufthavnen, før jeg opdagede, at der var en rygekupe. Så var lykken gjort😀 Jeg havde overlevet hvad jeg troede der var den værste del af min tur, og jeg havde igen muligheden for at ryge. På trods af den korte tid, før jeg igen skulle med et fly videre, var der tid nok til at man kunne ryge to smøger, og så var jeg klar til at hapse en lille flyvetur på to timer, troede jeg… Har aldrig oplevet et fly med så meget turbulens. Det vippede fra side til side, op og ned. Det var lige før at det også vippede frem og tilbage. Med en pose i hånden, i tilfælde af uheldet skulle være ude, lagde jeg mig til at sove, og fik heldigvis sovet det meste af turen, så jeg ikke længere skulle lide af en mellemting mellem køre- og søsyge.

I Hanoi lufthavn stod OC og Hjalte klar til at tage imod. Til trods for at jeg havde haft en rejsekammerat, var det rigtig dejligt at der var nogen medstuderende, der var kommet til Vietnam før mig, som kunne tage imod og hjælpe en fra lufthavnen og ud til det hus jeg skulle bo i. Specielt når man har haft en hård rejse på 18 timer, hvor man måske fik sovet tre timer, og man i forvejen har været i underskud af søvn, da man natten forinden ikke havde sovet meget mere end tre timer.

Jeg skulle med taxa fra lufthavnen og ud til huset, som var en lille køretur på ca. en time. En time som gik rigtig hurtig, da der var så mange indtryk på vejen til huset. Det første jeg lagde mærke til var bygningerne, vejene og træerne. I Vietnam er husene meget smalle, da man betaler for hvor meget der skal lægge ud til vejen, men også meget høje, da de ikke har råd til at købe så store grunde. De her gerne malet den ene gavl, som vender ud til vejen, i en farverig farve, mens resten af huset stadig er gråt, som betonen huset er bygget af. De fleste har altaner og gerne et gitter for. Ved endnu ikke om dette er for at holde uønsket dyr eller mennesker ude.

Det næste som jeg lagde mærke til, var alle de dyttende biler og motorbikes. Sidstnævnte er der RIGTIG mange af, og både biler og motorbikes dytter jo hele tiden. Ikke fordi de er sure, og synes de andre trafikkanter er åndssvage og ikke kan finde ud af at køre ordentligt, som man kender det i Danmark. Man gør det for at gøre opmærksom på sig selv, og fortælle de andre at her kommer jeg, og jeg holder ikke tilbage for andre. Når man skal gebærde sig i trafikken, skal man kun kigge frem og lidt til siden, dem bagved skal nok fortælle, hvis man skal flytte sig til siden. Dette gælder næsten også når man skal over vejen. Vi var inden afrejse blevet fortalt, at vejene er tæt pakket med trafikkanter, mest motorbikes, og når man skal krydse en sådanne vej, skal man bare gå i den samme hastighed, for så vil trafikken manurere uden om dig. Dette gælder dog ikke alle køretøjer! Biler, busser og lastbiler holder ikke rigtig tilbage for dig, da de ikke lige med et smut kan køre udenom. Dette gælder kun motorbikes og cykler.
Jeg har efterhånden fået krydset et par veje, både når trafikken er slem og når den er knap så slem. Når det er rigtig slemt, kan det få adrenalinene helt op, og efter at været kommet over på den anden side, er det som at få et mindre kick.

Berg, som jeg rejste med, og jeg skulle bo i hvert sit hus, så taxaen kørte først hjem til mig. Mit hus ligger nede af en lille gyde, som til at starte med virkede en smule uhyggelig og skræmmende, men efter et par dage genere det mig ikke længere. Over for huset har familien en kat. Vietnameserne har ikke kat eller hund som vi har det i Danmark. I Vietnam bruger man hund og kat som arbejdsdyr.
Om dagen sidder de spændt fast i en kort snor for at holde mus og rotter ude, og om natten sidder den lige inden for døren i samme korte snor. Nogen steder har man også hund for at sikre sig at der ikke er nogen mennesker der skulle få lyst til at kigge ind, men det er mere steder hvor der ikke bor nogen, som seværdigheder, institutioner o. lign.

Før

EFTER

EFTER

             Da jeg kom hen ind i huset, kom de tre piger, som var ankommet før mig og tog godt imod mig. De havde nætterne forinden sovet på det ene værelse på første sal, så vi blev enige om at vi ville blive på første sal og sove alle fire. Mette og jeg på det ene værelse og Nadine og Cindie på det andet. Det var super hyggeligt at sove sammen. Det føltes lidt som at være på camping eller lejreskole. Kort tid efter at jeg var ankommet til huset, kom der to studerende, som mig og de andre piger skulle ud og se noget af den omkringliggende by. Her blev vi introduceret til et gadekøkken, hvor vi skulle smage lidt på det der var. Skal være ærlig og sige, at selvom det ikke var det værste, så er der nogen ting mine sarte smagsløg skal vænne sig til! Kan godt nogen gange være i tvivl om hvorvidt jeg kommer til at vænne mig til deres mad, men mon ikke jeg skal blive glad for noget af deres mad. Efter vi havde spist på gadekøkkenet, gik vi videre og kiggede på nogle af alle de mange
butikker og gadekøkkener. Der var bl.a. et gadekøkken, hvor de solgte hund. Der var både stegte hunde på et bord og en hun dersad på et spyd, som når vi i Danmark laver helstegt pattegris. Men generelt alle steder vi går kigge folk efter os, og her er det ikke uset eller uhøfligt at stirre eller vende sig om for at kigge. I går var der en lille pige der pegede på os, og nogen forældre for deres børn til at vinke til os. Vi er uden tvivl, pga. vores lyse hud, et spændende syn. Måske også fordi det ikke er et turistpræget området. Jeg vil gætte på at jeg har set under fem hvide i den tid jeg har været her. Dette er rigtig rart, da jeg håber og tror på at man bedre kan lære den vietnamesiske kultur at cx kende og kende den som den er, og ikke efter de er blevet præget for meget af vesten.

Dagen efter at jeg var ankommet, var jeg ude og se mit praktiksted, Sao Mai. Dette var en super sjov oplevelse, da disse børn er meget udadvendte, og alle kom og ville op og krammes og røre ved os. Dette er ikke hvad jeg har oplevet i de danske institutioner, hvor jeg oplever børnene som værende mere reserveret og generte. De virkede rigtig søde derude og jeg glæder mig rigtig meget til at få startet.

Efter at have været ude og besøge min institution, tog Hjort og jeg ude og hente Hein i lufthavnen, som skulle ankomme til Hanoi som sidste mand af alle os studerende. Vi fulgte hende godt hjem, som jeg også var blevet da jeg ankom. Vi besluttede at fordele værelserne ved lodtrækning, og her kan man sige, at jeg trak det lange strå. Jeg fik værelset med den store altan, med udkig ud over en lille sø, min seng har en af de blødere madrasser, klædeskab i stedet for en stang med bøjler, bord og kontorstol.

Til sidst vil jeg slutte af med at fortælle at vi her i huset har et kæledyr. Det er Herman som er en gekko, og som bor i køkkenet. Vi havde dog et kortere besøg af Preben, som også er en gekko. Han var flyttet ind på Hjorts værelse, men dette faldt ikke i så god jord, så jeg måtte fange den lille fætter og følge ham udenfor. Der er desværre kun plads til et kæledyr i køkkenet og værelserne er besatte.

%d bloggers like this: