Den kulturelle weekend

Denne  weekend stod i kulturens tegn, med alt hvad Hanoi kan tilbyde, næsten. Vi, momserne, Iben og jeg, havde fundet ”turen går til Vietnam” frem, og så startede dagen kl. 7 lørdag morgen med turen til Ho Chi Minh mausoleum og hvad der måtte lægge i nærheden af seværdigheder.

Bogen kunne fortælle os, at selve mausoleet ville tage omkring fire timer, og af rygter skulle man være der i god tid, hvis man ville sikre sig at nå ind. Åbningstiden er fra 7-11, og der skulle være lang kø, så nogen skulle efter rygtet, ikke være blevet lukket ind, da de havde stået som nogle af de bagerst i køen, og derfor ikke kunne nå med ind i åbningstiden, til trods for at de var kommet i nogenlunde tid.

Køen var lang! Og inden man fik lov at stille sig i første kø, blev man tjekket for om tasken var for stor, og om man var anstændigt klædt. Dvs. bukser, kjole eller nederdel der gik under knæene og ingen stropløse bluser.
Tasken var ikke for stor og jeg var klædt på til omstændighederne. Så langt så godt… Første kø, var en kø til sikkerhedscheck, et sikkerhedscheck som man kender det i lufthavnen. Først lægger man tasken, og hvad man måtte have i lommerne op på et bånd. Derefter går man igennem en slags dør, der bipper hvis man skulle have metal eller lign. på sig. På den anden side modtog man tasken og andre løse genstande, og skulle så aflevere vandflasker og lign. der blev smidt ud, samt lægge mobil og kamera i en pose, som man skulle aflevere længere nede, nemlig i boden, hvor anden kø var.

Så blev det endelig tredje kø, køen som var til selve mausoleet. Inden man gik ind, blev man bedt om at tie stille, tage solbrillerne af og så ellers bare følge strømmen. Ingen stop! Dette er ment seriøst, så da den ene momse gik lidt for langsomt, blev hun hevet lidt i armen, for så at kunne følge bedre med.
Vejen var af nogle trapper op til første sal, ind i et rum i det ene hjørne, og efter at have fulgt væggen rundt, forlod vi rummet i samme ende, men modsatte hjørne.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive denne oplevelse. Først kan jeg dog afsløre at det ikke tog fire timer, men snare fire minutter.

Ho Chi Minh, som er en ældre velbevaret balsameret mand, ligger i et glasmontre, som var det snehvide. Rummet var helt stille, og en stime af mennesker kom og gik, som var det en stille brise. Jeg personligt, synes det mindede lidt om en gyser, og fra jeg kom til jeg igen var ude, ventede jeg på det øjeblik, hvor han ville sætte sig op og skrige BØH. Det var der naturligvis ikke noget af.

Efterfølgende var vi henne og se hans boliger, og dette kunne man få lov at tage billeder af🙂
Ho Chi Minh var en beskeden mand, som ikke ønskede sig noget stort og voldsomt. Dette var dog ikke desto mindre det han fik, men til trods for stor herskabsvilla valgte manden at bo i en mindre hytte.

Ligeledes var det ikke Ho Chi Minhs ønske, at blive balsameret, men at blive brændt. Asken skulle så deles i tre og graves ned på en bakketop i nord, syd og midt Vietnam, og så skulle der bygges en dertilhørende lille hytte, hvor folk kunne gå i læ for solen, når de kom og besøgte hans gravsted. Men som beskrevet længere oppe, var dette ikke tilfældet.
Søndagen gik med at se seværdigheder inde ved Hoan Kiem søen. Denne dag startede heldigvis først kl. 12 J Her fik momserne og jeg set flg. Seværdigheder: Ngoc Son Templet, Skildpaddetårnet, Den Gunstige Vinds Tårn, Domkirken, Ba Da-Pagoden og Socialistisk plakatkunst.

Efter en skøn kulturel dag endte Hein og jeg et sted med lidt kulturel pleje. Hein fik en body massage og jeg fik en 75 min. lang ansigtsbehandling.

SKØN AFSLUTNING PÅ EN SKØN KULTUREL WEEKEND🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: