B. Institutionsbeskrivelse

Udenfor midtbyen, i Q Thanh Xuân distriktet, ligger en stor hvid bygning på fem etager. Her har ”The Morning Star Center – Sao Mai” til huse. Om morgenen, ved 7.30-tiden og igen om eftermiddagen fra klokken 15.30 er her et mylder af mennesker. Børnene skal afleveres og hentes. De fleste kommer hertil på motorbike og benytter den store hovedindgang hvor der drøner musik ud af højtalerne. Vi ankommer kl.7.45 efter tyve minutters kørsel i den vilde morgentrafik og benytter indgangen ved cafeen som ligger i samme bygning. Cafeen er tilknyttet Sao Mai og det er her vi får serveret vores frokost hver dag for 20.000 VND (6 kroner). Det er lækkert, det er vietnamesisk, det er billigt og det støtter et godt formål.

Indtil 1995 fandtes der kun skoler for blinde og døve i Hanoi; der var altså ikke noget tilbud til handicappede overhovedet. Det ville Dr. Do Thuy Lan imidlertid gerne lave om på og derfor startede hun dengang Sao Mai i et lille hus hun lejede for penge af egen lomme. Det blev senere samme år til to små centre med i alt 35 børn, hvor Dr. Lan stadig pungede ud af egen lomme. Sådan går det i nogle år, men i 2003 får hun, af staten, skænket den grund Sao Mai ligger på i dag, hvilket betyder at der nu er en grund men ikke noget hus. Atlantic Philantropy, en organisation i New York, donerer dog pengene til selve bygningen og i 2005 står huset færdig med fire etager. Den femte etage bliver først bygget på senere og det Sao Mai som vi kender i dag har altså stået her siden 2008.

Som det ser ud nu går der 220 børn i alderen 20 måneder til 15 år på Sao Mai. Klasserne på første etage fungerer som integrationsklasser. Børnene der starter her kommer enten ud i almindelige institutioner eller videre op på de andre etager alt efter funktionsniveau. På 2. og 3. etage finder man de yngste af børnene med lidt sværere funktionsnedsættelser, heriblandt børnene med Down Syndrom. 4. etage er udelukkende kontorer og mødelokaler og på 5. etage finder man en klasse for børn med svær autisme og to før-skoleklasser. Alderen hos børnene stiger, jo længere op man kommer, så de mindste er nederst og de ældste øverst. Der er i alt 18 klasser med max 18 børn i hver.

Sao Mai har 86 ansatte som tæller både psykologer (talepædagoger), sygeplejersker, psykiatere, fysioterapeuter, køkkenpersonale osv. Lærerinderne udgør lidt mere end halvdelen hvilket giver en normering på 4,5 barn pr. lærerinde. Nogle stuer er meget små og nogle meget store. Dette afhænger af børnenes funktionsniveau og specielle behov; nogle har Down Syndrom, nogle har forskellige autisme forstyrrelser mens andre lider af cerebral parese (spastiske lammelser). Udover de mange fastansatte er der også mange frivillige der har deres daglige gang i huset. Der er selvfølgelig samarbejdet med UCSJ i Danmark som vi kommer fra men også med organisationer som ”Volunteer for peace.” På stående fod er vi ca. 10-12 frivillige; vi, fra Danmark, der bliver i seks måneder og dem fra ”Volunteer for peace” der bliver i ca. 6 uger af gangen.

Den daglige ledelse står Dr. Do Thuy Lan for, men hun kan være svær at fange fordi hun bruger rigtig meget tid på at indhente ny viden til undervisning af lærerinderne. Lærerinderne bliver undervist på stedet af en hollænder der hedder Peter. I de tre første måneder oplyser man lærerinderne om de forskellige funktionsnedsættelser og de behov der følger med. Man skriver under på en kontrakt hvori der står at lærerinden selv skal betale for denne træning/undervisning i tilfælde af opsigelse. Dette fungerer som en sikkerhed for Dr. Lan, da hun ikke ønsker at lærerinderne skal sige op efter 3 måneders gratis undervisning, for at blive bedre betalt et andet sted. Lærerindernes løn ligger mellem 1,5 mil. VND (450 kroner) og 3 mil. VND (900 kroner) om måneden. Gennemsnittet er 2,5 mil. VND (750 kroner) om måneden. Lønnen afhænger udelukkende af lærerindens kvalifikationer i arbejdet med børnene, hvilket vil sige at man starter på mindstelønnen. Jo bedre man bliver jo højere bliver lønnen. Dette tager Dr. Lan stilling til. Gennem observationer i klasserne og vha. overvågningssystemet giver hun lærerinderne point. Samtidig har hun mulighed for at dokumentere mindre godt arbejde og derved afskedige de ansatte.

Da Sao Mai er en privat organisation, uden støtte fra staten overhovedet, har centret hårdt brug for donationer og støtte andre steder fra. De modtager 20.000 USD om året fra en lille katolsk organisation. Denne organisation støtter ligeledes de 30 fattigste børn på stedet med 200.000 VND (60 Kroner) om måneden. Der er også en organisation stiftet af kvinder fra den vestlige verden. De støtter også 30 fattige børn om måneden med 300.000 VND (90 kroner) og samtidig laver de forskellige indsamlinger til centeret. Centeret modtager, fra tid til anden, også ”fysiske” affekter som donationer. De har bl.a. fået doneret stole, kørestole, massage-spa til deres pool osv. Disse ting er til stor hjælp i dagligdagen og altså ligeså vigtige som pengedonationer.

Der er selvfølgelig også en form for indtægt fra forældrene da Sao Mai har brugerbetaling. 30 % af forældrene betaler 1,5 mil. VND (450 kroner) om måneden for at få deres barn passet på Sao Mai. Dette er loftet og grunden til at flere forældre ikke betaler denne sum er ganske enkel; nemlig fattigdom. De sidste 70 % betaler altså mindre. Den laveste betalingssats er 300.000 VND (90 kroner) og faktisk er der 3 børn på Sao Mai, hvis familie ikke engang har råd til at betale dette beløb. For at sikre sig at familierne ikke snyder med papirerne og får at sikre at det netop ER de fattigste der får hjælp, tjekker man oplysningerne med hjælp fra det vi i Danmark kalder kommunen. Man kan sige at de forældre der har råd kunne have nøjedes med at betale 1,2 mil. VND, men i stedet får de lov at betale 1,5 mil. VND for at de fattigste også har en chance, hvilket jo er en smuk filosofi.

Uanset hvad er der ingen tvivl om at budgettet på Sao Mai er stramt. De 20.000 USD de får doneret om året svarer til en månedlig udbetaling på 30,8 mil. VND. Når lærerinderne får 2,5 mil. VND i gennemsnit er dette lige akkurat nok til at give 12 af dem løn. Og der er som skrevet 86 ansatte. Derfor har man ingen betænkeligheder ved at tro på Dr. Lan når hun siger hun ikke får noget økonomisk ud af at lægge så mange kræfter i centeret. Man kan mærke hun brænder for det og hun higer og søger efter mere viden så centeret og lærerinderne kan blive endnu bedre. Målene er at støtte og udvikle færdigheder hos børnene med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse så de bliver integreret i det vietnamesiske samfund. På Sao Mai er man nået rigtig langt ift. andre institutioner og det er den bedste i Hanoi. Der er ingen tvivl om at Dr. Lan vil børnene det bedste så når hun ansætter folk skal intentionerne hos lærerinderne være de samme. For som hun selv siger:

”I need someone to work with the children by heart – not by hand!”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: