H. Menneskesyn/udviklingssyn

Sao Mai er en institution, der rummer mange forskelligheder. Ikke kun i form af de mange internationale frivillige, der kommer og arbejder fra alt mellem 3 uger til mere end 2 år. Den byder nemlig også alle familier velkommen, også til trods for at man skulle komme fra det fattige land, eller have en anden tro eller overbevisning end andre. Langt de fleste institutioner koster penge, og for mange familier koster det mere end hvad de har råd til. På Sao Mai bliver satsen sat efter familiens økonomiske situation, hvilket betyder at nogle få familier slet intet betaler for at have deres barn gående på Sao Mai. Dette betyder dog også, at der er familier der er så fattige at de ikke er vant til toiletter, så toiletterne på første, som er de toiletter familierne benytter sig af, ikke er så pæne. Det er nemlig sådan, at ligesom man skal lære at gå, læse og skrive, så skal man også lære hvordan man benytter et toilet. Dette forsøger Sao Mai på, ved hjælp af piktogrammer, som er et billede af en der sidder ned på toilettet og ikke sidder på hug, med fødderne på brættet.

Jeg sidder til møde med Dr. Lan, for at interviewe hende, om hendes menneskesyn, og for at kunne stille hende nogen spørgsmål ang. kulturen på Sao Mai, samt den generelle kultur i Vietnam. Her fortæller hun mig en sjov lille anekdote. Der skulle efter sigende engang have gået en dreng i en af klasserne, som efter moderens udsagn skulle være en af guds sønner. Moderen tog drengen med i templer. Her skulle drengen sige den samme sætning, hvilket viste sig at være drengens eneste verbale kunnen. Drenge skulle i templet få lottonummerne af vide af gud, hvor moderen så kunne spille og vinde nogen penge.

Det har altså ingen betydning for Dr. Lan hvilken tro eller overbevisning du har. Det samme gør sig gældende for de ansatte. Mange arbejdspladser ønsker ikke at ansætte folk, der oprindelig kommer fra landet, og ikke fra Hanoi. Grunden til dette skyldes, at hvis et familiemedlem skulle gå hen og blive syg, og den ansatte skal hjem og tage sig af sin familie, vil den ansatte ikke skulle rejse så langt. Den ansatte ville stadig kunne arbejde i perioden, hvor familiemedlemmet måtte være syg, da den ansatte ville være i stand til, at kunne se efter familien når arbejdsdagen var overstået. Dette er ikke tilfældet for dem der måtte have familie i en anden by, hvor det var nødvendigt at benytte sig af flyet som transportmiddel.

Dr. Lan er en meget rummelig kvinde, og ønsker af hele sit hjerte, at hjælpe de svage i samfundet. Dette gør hun bl.a. ved at tage til forskellige specialinstitutioner i Vietnam, for at give kurser og oplæg, for på den måde at udvikle og formidle viden om netop denne gruppe mennesker. Men hun tager også til Europa for selv at tilegne sig mere viden, og for at hun bliver ved med at udvikle sig. Det sidste nye må være at Dr. Lan har sagt ja til at sidde i komiteen i Labor Ministeriet, som for tiden er i gang med at formulere en lov for mennesker med særlige behovs rettigheder.

Ved at der blive skabt en lov for mennesker med særlige behovs rettigheder, håber Dr. Lan at der vil komme større fokus på denne gruppe, da hun mener at det er overset gruppe her i landet. Jeg tror at ved større fokus og viden om mennesker med særlige behov, ville man også kunne få ryddet nogle af de mange fordomme og forforståelser som vietnameserne har. En af de fordomme jeg har hørt, er at hvis man arbejder med handicappede under graviditeten, så er der større risiko for, at man selv for et handicappede barn. Dette betyder også, at det er tabuiserede arbejde, og at mange der arbejder med handicappede ikke ønsker at familie og venner skal kende til deres arbejde.

Men selvom de er nået langt på Sao Mai, er de stadig i gang med en stor udvikling. En udvikling i menneskesyn og udviklingssyn, som vi i Danmark selv har gennemgået for år tilbage, og som vi stadig er i gang med at forbedre. Man skal ikke så forfærdelig mange år tilbage i Danmarks historie for at finde loven der forbød voksne at slå børn. Det er heller ikke længere tilladt at slå børn i Vietnam, men når det på den ene eller anden måde er kulturelt acceptabelt, kan det være svært at fralægge sig denne habitus. Men det er ikke kun måden vi interagere med børn der er forskellig fra Danmark og Vietnam, men hele den måde vi tænker på der er forskellig. Vietnameserne går meget op i status, og at fremhæve hvilken status man måtte have, og når det kommer til børn og voksne er de bestemt ikke lige meget værd. Jo ældre du er, desto højere op i hierarkiet er du, med undtagelse for hvis du har særlige behov. Har du en funktionsnedsættelse kommer du helt automatisk nederst i hierarkiet.

Da det ikke er velset at være handicappet, er det derfor vigtigt for lærerinderne at få lært børnene en masse, som kun kan foregå gennem undervisning, og tiden til leg er derfor knap. For ifølge lærerinderne kan man ikke lege og lærer på en og samme tid. Børnene skal undervise, og det foregår, om sagt meget firkantet, ved at lærerinderne løfter låget og hælder så dagens viden ned. De tror ikke på, at børnene har nogle iboende egenskaber der i relationen kan udvikles og styrkes.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: