I. Inden hjemrejsen

Den første uge, jeg var på Sao Mai, brugte jeg på at observere alle 17 klasser. Ved hjælp af disse observationer, kunne jeg bedre vælge den klasse, som jeg skulle tilbringe de næste 6 mdr. i. Jeg valgte en klassen på anden sal, som bestod af ti autistiske drenge i alderen 3-4 år, samt to unge lærerinder, der kun havde været ansat på Sao Mai i 6 mdr., og derfor ikke havde ret meget erfaring, og derfor ikke have modtaget meget mere end 3-4 ganges undervisning. Jeg så derfor en mulighed for at kunne sætte mit præg på klassen, og være med til at have noget indflydelse på dagligdagen og deres pædagogik. Men efter at have været i klassen i tre uger skiftede jeg klasse. Dette gjorde jeg da min klasse skiftede klasselokale, da en anden klasse havde behov for mere plads. Da vi fik et nyt og mindre klasselokale, var der 5 af drengene der skulle skifte klasse, da der ikke længere var plads til lige så mange børn grundet den mere trange plads. Så 5 af drengene skiftede til en klasse på 3 sal sammen med den ene lærerinde. Jeg valgte at flytte med, da jeg var begyndt at få en tæt relation til netop disse drenge. Især en af drengene havde jeg fået en tæt relation til, taget den korte tid i betragtning.

Den anden dag, jeg var i den nye klasse, kom den ene lærerinde hen til mig og fortalte mig, at jeg godt måtte gå ned i min klasse, for jeg var ikke længere velkommen i hendes klasse. Hun var altså ikke klar over at jeg havde skiftet klasse, og at hendes klasse ville også være min klasse de næste 5-6 mdr. Jeg fortalte hende, at jeg var flyttet klasse, og at jeg nu skulle være i hendes klasse. Hun virkede ikke særlig begejstre over at jeg skulle være i hendes klasse. Det at skulle komme de næste par dag i klassen, var hårdt, da jeg vidste at jeg fra lærerinders side var ønsket. Jeg måtte derfor tage op til overvejelse om hvorvidt jeg ville forsætte i klassen, på trods af jeg vidste at jeg var uønsket, og tage ”kampen” op, eller om jeg ville skifte klasse, enten tilbage til den klasse jeg kom fra, eller en helt anden klasse. Jeg valgte at blive i klassen, og tage ”kampen” op. Men jeg havde også med i mine overvejelser, hvad der kunne skyldes at lærerinderne så mig som en belastning, frem for en hjælp. Jeg skulle se mig selv fra et metaperspektiv, og reflektere over egne handlinger. Var der noget jeg kunne gøre anderledes, så lærerinderne værdsatte min tilstedeværelse. Jeg brugte de efterfølgende dage, på konstant at være opmærksom på egne handlinger, og hvordan lærerinderne ville opfatte det. Dette sled meget på mig, da jeg følte at det jeg gjorde var til børnenes bedste. Det var muligvis ikke det som lærerinderne fandt rigtigt, men set fra mine øjne, med mine erfaringer og empiri, var det det rette at gøre. Jeg valget derfor, at tale med Peter som er ansat på Sao Mai, og som står for at uddanne lærerinderne. Jeg havde et håb om, at han måske kunne hjælpe mig med, at forstå lærerinderne bedre, og på den måde få et bedre samarbejde med de to lærerinder der var i min klasse. Peter fortalte at 80% af lærerinderne er enig med ham, og forsøger at udvikle sig, 20% var uenig med ham, men gjorde stadig en indsats for at udvikle sig, mens der var 10% som var uenig og som modarbejdede ham. Jeg spurgte lidt ind til hvordan det var, og han fortalte mig, at for ham betød det ikke så meget hvordan lærerinderne havde det, for ham var det børnene der var vigtigst, og at det var for børnene han var her, og ikke for lærerinderne.

Dette satte lidt perspektiv på hele, og jeg valgte at gå ind på stuen med samme indstilling som Peter havde fortalt, at han havde. Den efterfølgende tid var stadig lidt hård, men tanken om, at det jeg gjorde var for børnene og i børnene bedste tav. Denne tanke hjalp mig rigtig meget i det daglige arbejde, og til trods for at lærerinderne fik oversætteren til at fortælle mig, at der var mange ting i løbet af en dag, jeg gjorde forkert.

Peter fortalte en anden ting, som jeg fandt relevant, og som jeg også fik stor gavn af, hvilket var at mange af lærerinderne havde dette arbejde af økonomiske årsager og ikke pga. de har et ønske om at skulle arbejde med børn. Så hvis man ønsker at skulle ændre lærerindernes måde at interagere med børn på, skal man i sin egen interaktion vise at denne måde er lettere. Hvis det er mere besværligt, end den måde de gør det på nu, kan det næsten være umuligt, at få det integreret, samt at skulle forklare dem pædagogiske tankegange kunne være svært. Der var nemlig ingen af mine lærerinder der kunne sige mange ting på engelsk, og oversætteren kunne også have svært ved at forstå, idet hendes dagligdag forgik mest på et kontor, og ikke nede blandt børnene.

Havde jeg været i en dansk institution, havde jeg valgt at stille undrende spørgsmål til, hvad der lå til grundlag for, at pædagogen handlede som hun/han havde gjort. Dette forsøgte jeg til at starte med, men det er langt fra kutyme at stille denne slags spørgsmål i Vietnam, og i respekt for deres kultur, valgte jeg at stoppe med at stille disse undrende spørgsmål. Det er heller ikke kutyme at man retter på folk og fortæller dem hvad de skal eller ikke skal, hvis man er længere nede i hierarkiet. Jeg tror de to lærerinder så mig som værende længere nede hierarkisk, og derfor var det heller ikke velset at jeg gav dem ”ordre”. Dette valgte jeg ikke at tage mig af, når jeg mente at lærerinderne gik langt over stregen, som når lærerinderne fx slog børnene. Jeg vidste efter samtalen med Peter at både ham og ledelsen ville støtte mig op. Det er som i Danmark heller ikke lovligt at slå børn i Vietnam, og det er derfor en af de ting som der bliver slået hårdt ned på, på Sao Mai. Jeg har måske på de to lærerinder virkede meget frembrusende, men jeg tror at ved at gøre opmærksom på mig selv og mine holdninger, gav jeg dem ikke nogen mulighed for at undgå mig. De blev altså nødt til at tage stilling til det jeg sagde, men mest det jeg gjorde. Dette betød at lærerinderne efterhånden begyndte at spejle mig og mine handlinger. Når de så at de handlinger jeg foretog mig var let, og havde den rette positive effekt, begyndte de at gøre det samme, og fik succes. Det at jeg ikke kunne forklare mig verbalt hvad jeg gjorde og hvorfor jeg gjorde det, tvang mig til at udtrykke mig gennem kropssproget og den nonverbale kommunikation. Dette har helt sikkert været med til, at styrke min nonverbale kommunikation, idet jeg er blevet mere bevidst om egne udtryksformer, men også det at jeg har skulle aflæse andre, har styrket mig i at skulle være opmærksom på at det ikke kun er det talte, men at det usagte også kan fortælle meget, og nogen gange kan sige mere end ord.

Jeg er sikker på, at jeg ved denne oplevelse, som det er at være i udlandspraktik, har givet mig nogen kompetencer. Det har helt sikkert givet mig nogle kommunikative kompetencer, som jeg i min fremtidige pædagogiske praksis vil have glæde af. Men også det at være ny et fremmed sted, og skulle integreres vil give mig en større forståelse for andre, der skal integreres. Det kan være nye ansatte, børn og folk der vælger at bosætte sig i Danmark.

Jeg er ikke i tvivl om at der er flere ting som jeg har lært, men som endnu ikke er bevidst for mig, og som i det næste stykke tid vil blive synligt.



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: