G. Det pædagogiske projekt

Jeg har i samarbejde med de fire andre pædagogstuderende lavet en workshop. Denne workshop skulle foregå i en af Sao Mais lokaler, for samtlige ansatte.
Det hele startede med vores fælles frustration, hvilket omhandlede den udadreagerende adfærd børnene havde, specielt om eftermiddagen. Jeg havde i min klasse erfaret, at børnenes interaktion sjældent var af positiv affekt, men derimod bestod af skub, slag eller tage legetøjet fra hinanden.
Jeg reflekterede over, hvad der lå til grund, for valget af denne kommunikationsform, samt hvilken rolle lærerinderne havde.

Som beskrevet under “min hverdag“, foregår meget af børnenes tid på Sao Mai stillesiddende. Dette resulterer i ophobede energi, som børnene på min stue hverken er i stand til, eller har redskaber til at håndtere, og den kommer derfor ud, på en mindre heldig måde. Jeg har i mine observationer ikke erfaret, at lærerinderne forholder sig eller håndterer denne ophobning på nogen positiv måde. Det er min opfattelse, at lærerinderne har en forventning om, at børnene er i stand til at sidde stille det meste af dagen. Dette er ikke tilfældet, og når børnene ikke kan sidde stille, bliver de irettesat, ofte med meget bestemt og høj stemme, samt demonstration i form af piktogrammer. Jeg er i min overbevisning om, at dette kan håndteres på anden og mere pædagogisk måde. Ud fra denne overbevisning, fandt jeg relevant teori, som skulle underbygge egne refleksioner, og dermed indhente viden om og ideer til andre måder at håndtere disse situationer. Jeg ville ud fra egne observationer og teori informere lærerinderne på Sao Mai, og forhåbentlig give lærerinderne nye redskaber. Jeg mener, at hvis lærerinderne besad nogle flere redskaber, ville de være i bedre stand til at hjælpe børnene. Idet børnene får hjælp til, at håndtere den ophobede energi, vil børnene igen være i stand til, at have fokus på den egentlige undervisning.

Til at underbygge min teori, benyttede jeg mig af Lev Vygotsky og Ann Elisabeth Knudsen. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i Vygotskys beskrivelser af et fænomen der hedder ”den nærmeste udviklingszone.” Dette betyder at barnet, vha. voksenstøtte eller støtte fra en kompetent kammerat, bliver i stand til at udføre praktiske og mentale handlinger, som det ikke er i stand til at udføre alene. Derved bidrager det til sin egen læring.  Når Vygotsky taler om voksenstøtte, betyder det at den voksne skal støtte barnet i en handling, som næsten lykkes for det. Støtten skal altså placeres i spidsen af barnets mestringsniveau. Voksenstøtten sker i forbindelse med at hjælpe barnet gennem de handlinger, der er nødvendige for at nå frem til målet. Som voksen skal man altså fungere som den der leder barnet på rette vej, for på den måde at give barnet en følelse af selv at kunne. Når barnet skal finde motivation til at udføre en handling, skal det netop have troen på, at det kan lade sig gøre, og at det forandrer noget. Barnets individuelle vurdering af sin evne til at udføre en bestemt handling dækkes af begrebet self-efficacy. Begreb refererer til personens ‘jeg kan-følelse’. Hvis barnet tror på, at det er i stand til at føre en speciel handling ud i livet, vil indsatsen og den udholdenhed, det lægger i sit forehavende, være større, end hvis barnet tvivler på sine evner. Oplevelsen af self-efficacy har stor betydning for barnets mestring, og styrkelsen af troen på egen handlekraft påvirker barnets lyst til overhovedet at forsøge at mestre situationen. Jo større oplevet self-efficacy, desto mere aktivt er forsøget på at mestre problemer eller krævende situationer.
Ved at tilbyde barnet voksenstøtte i forskellige situationer giver man barnet mulighed for at udvikle denne self-efficacy, hvilket betyder barnet får større motivation til at lærer og på den måde får større udbytte af undervisningen.

Ann-Elisabeth Knudsen har jeg valgt at bruge, i forhold til hendes forskningsresultater ang. hjernen, samt barnets evne til at tilegne sig ny viden. Det er bl.a. blevet bevist, at barnet gennem motoriske øvelser og lege, får trænet de centre i hjernen, som barnet skal bruge til at læse, skrive, regne mm.
I venstre hjernehalvdel sider det digitale, enkeldele som bogstaver, mens det analoge, helhed som ord og sætninger sider i højre hjernehalvdel. Mellem disse to hjernehalvdele sider hjernebjælken, som har til opgave at sende signalerne fra den ene halvdel til den anden. Når et barn skal lære at læse og skrive, skal begge hjernehalvdele samarbejde, så bogstaver bliver til ord og sætninger. Her er motoriske øvelser i særdeleshed velegnet. I det øjeblik, hvor barnet skal lave krydsøvelser, som at kravle, klatre eller balancere bliver hjernebjælken styrket. Og det er især vigtigt for drenge at få styrket dette, da deres venstre hjernehalvdel, ikke er lige så udviklet som pigers. Dette skyldes bl.a. drengenes dominerende testosteron, som allerede starter i 8 ugers alderen. Dette kan afhjælpes ved kropsudfoldelser, så testosteronet bliver omsat.

Det er også dokumenteret, at piger i 6 års alderen ikke kan koncentrere sig mere end 22-23 min af gangen, når der er tale om ikke selvvalgte opgaver, mens det for drenge kun er 12 min. Og at drenge i modsætning til piger, har brug for at kunne udnytte deres rummelige intelligens fra højre hjernehalvdel ved fx at have tingene i hænderne eller se dem for sig.

Jeg valgte ikke kun at se på hvordan lærerinderne kunne hjælpe børnene til at tackle deres ophobning af energi, men også at se på hvordan man evt. kunne ændre på noget af hverdagen, for derved at gøre det lettere og mere overskueligt for børnene. Det skal lige siges, at Sao Mai er en institution med børn der har særlige behov.
Børn med særlige behov har brug for struktur og faste rammer, for at kunne fungere i dagligdagen. De har brug for at bevæge sig og bruge noget energi når de lige har sovet til middag. Nogle er friske og udhvilede, hvor andre stadig er trætte og har brug for at vågne i deres eget tempo. Dvs. at konflikter nemt kan opstå. Men børn har brug for hjælp til at håndtere konflikter og frustrationer og som voksen har man kompetencerne til dette, samt ved at lege en leg med højt energiniveau, får børnene brugt noget energi, lærer om det aktuelle emne og strukturen hjælper dem af med noget af deres rastløshed og samtidig bliver kroppen naturlig træt efter at have været aktiv. Her valgte vi at inddrage en selvopfundet leg, som tog udgangspunkt i, at børnene skulle være aktive under legen, men også en leg som lærerinderne ville se som værende lærerig for børnene.

Workshoppen blev som sagt afholdt i et af Sao Mais lokaler, for samtlige ansatte. Både det indledende arbejde og selve afholdelsen af workshoppen foregik i samarbejde med fire andre medstuderende. Vi ville starte workshoppen med et kort foredrag, som bl.a. indeholdte Lev Vygotskys teori og Ann-Elisabeth Knudsens hjerneforskning, samt en demonstration og forklaring af en leg, vi havde udviklet. Efter foredraget blev de ansatte fordelt i tre lokaler, hvor de nu ville få mulighed for at afprøve eller videreudvikle legen. Til slut blev der rundet af, og de deltagende havde her mulighed for at stille spørgsmål, eller give kommentarer.

Under afrundingen, var flere lærerinder og talepædagoger på banen, og de gav alle udtryk for, at det havde været en spændende workshop, som havde været giventlig i forhold til deres arbejde med børnene på Sao Mai.
Dr. Lan, som er ejer og leder af Sao Mai, virkede meget interesseret i aktivitetsdelen. Og efter at have haft en diskussion med sine ansatte, hvorvidt det ville være muligt, at indfører fysisk aktiviteter i hverdagen, blev konklusionen, at de skulle have et møde, hvor de i fællesskab, skulle finde frem til en løsning.
Helt konkret var mit mål, at få børnene til at være mere aktive i løbet af dagen, for på den måde at mindske risikoen for den ophobede energi, og derved færre konflikter børnene imellem. At Dr. Lan, støtter op om dette, og ønsker at der skal ske nogle tiltag, er mere end jeg turde håbe på. Om der kommer til at blive et møde, hvor Dr. Lan og hendes ansatte skal finde en fælles løsning, kan jeg dog stadig tvivle på. Men det at ambitionerne er der, er for mig et stort skridt i den rigtige retning.

Jeg valgte derfor, at mit pædagogiske projekt skulle tage afsæt i workshoppen, og at legen skulle implimenteres på stuen. Jeg har senere erfaret mig, at til trods for at denne leg skulle kunne dækkes stort set alle aldre og udvikigstrin, er det desværre ikke muligt at lege denne leg. Børnene er ikke i stand til at vælge den rette figur eller dyr. Jeg håber dog rigtig meget at når børnene har fået udviklet de rette kompetencer, som er nødvenidige at besidde, at lærerinderne vil tage legen i brug, nu hvor vi har forsøgt at lege den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: